Frække forslag og kreativ kameraføring skal være med til at udvikle Silkeborg Kommune. På hjemmesiden www.VoresSilkeborg.dk deler borgere fotos og ideer – og giver helt nye frisk pust til politikerne i forbindelse med den kommende udviklingsstrategi ”Silkeborg Kommune – et kreativt fællesskab”.
Boing! Knips! Klik og vupti! Og så er du både med i kapløbet om de bedste ideer til fremtidens Silkeborg og konkurrencen om tre iPods for netop den eller de bedste idéer.
Fra 10. september og otte uger frem er www.VoresSilkeborg.dk platform for en fælles idéudvikling af Silkeborg Kommune i fremtiden for alle borgere. Hver uge kårer og præmierer en lokal ambassadør ugens bedste idé. Efter debatperioden uddeler et særligt dommerpanel en præmie for Bedste idé, Bedste billede og Bedste debat med hver en iPod Nano.
- Hvis du har idéer til, hvordan dit lokalområde eller hele kommunen skal udvikle sig, så giver vi dig nu mulighed for at hive dem ud af dit hoved, ind i dit kamera – og videre ind på www.VoresSilkeborg.dk, siger Flemming Poulsen, der er vært på hjemmesiden.
På hjemmesiden kan alle borgere således oploade digitale billeder af deres ideer og debattere dem med andre borgere og politikerne. Billederne skal hjælpe Byrådet med at konkretisere visionen for udviklingen af Silkeborg Kommune som den er beskrevet i Byrådets forslag til en Udviklingsstrategi.
”Silkeborg Kommune er et nyt fællesskab. Et kreativt fællesskab! Vi består af en masse vidende og kreative mennesker. Den store viden og den blomstrende kreativitet vil vi gerne have synliggjort til glæde for os alle. Borgere, embedsmænd og politikere – alle er vi nysgerrige efter at vide endnu mere om udfordringerne og potentialerne i hele den nye store kommune”, forklarer Silkeborgs borgmester Jens Erik Jørgensen.
”Vi politikere har et ønske om at få adgang til alle de gode idéer, vi overhovedet kan skrabe sammen. Vi ser frem til frække forslag, skæve idéer, vilde vinkler, kreative tanker og praktiske løsninger, der kan gøre Silkeborg Kommune til et endnu bedre sted at leve og virke. Fremtiden vedrører jo os alle, og jeg synes, at det er utroligt stærkt, at vi i fællesskab skaber nogle klare, fælles visioner”, fastslår Jens Erik Jørgensen.
Netop derfor er hjemmesiden nem at bruge. Vært Flemming Poulsen siger:
”Let adgang til at deltage har været væsentligt for os og vores leverandør Secoya. Vi vil have så mange billeder af borgernes ideer som muligt – og gerne fra nogle af dem, vi sjældent hører fra. Derfor har vi forsøgt at gøre det så nemt som muligt at bruge hjemmesiden og bl.a. gjort det muligt at mms’e billeder ind direkte fra kameraet i en mobiltelefon.”
Yderligere oplysninger: Flemming Poulsen – tlf. 8970 13 27 / 2020 2436.
