Silkeborg er kommunens hovedby. Byrådet vil arbejde for at midtbyen summer af liv. Byens puls skal i vejret, faktisk vil vi gerne være lidt forpustede, når vi tænker og fortæller om den aktivitetsvifte, som borgerne involverer sig i og som former fællesskaber. Byen skal appellere til alle aldersgrupper og byrummet skal, ud fra borgernes ønsker, indrettes til mange forskellige aktiviteter.
En attraktiv midtby med et godt handelsliv, god service og en mangfoldighed af spændende oplevelser er et væsentligt plus for alle kommunens borgere, uanset hvor man bor. Samtidig er Silkeborg bymidte et centralt element i Byrådets mål om at gøre Silkeborg Kommune til et kreativt center i Region Midtjylland.
En vej til at sætte pulsen op, er at tænke byrum ud fra en ”demokrati” vinkel. Det betyder blik for borgernes daglige færden og anvendelse af byrummet, specielt i forhold til byrummets funktion som mødested. Torve, pladser og stræder skal være præget af mennesker, interaktion og fællesskab. Mulighed for trådløs opkobling til Internettet kan være et oplagt redskab i forbindelse hermed.
En anden vigtig indgangsvinkel er kreativitet i form af udsmykning, vandkunst, optræden og pladser som indbyder til leg, hygge, markedsaktiviteter osv. Ved fremtidig disponering af arealer og bebyggelse i midtbyen vil vi have fokus på hvorledes den konkrete udformning og anvendelse fremmer liv og fællesskab.
Handelsliv, byfortætning og sammenhæng mellem midtbyen og havneområdet er andre vigtige initiativer til at skabe liv i byen. Initiativer som skal ses i sammenhænge med ønsket om en endnu mere levende bykerne og under hensynstagen til midtbyens infrastruktur udfordringer, hvorpå der skal findes en løsning.
Tilgangsvinklen til denne udfordring er klar - midtbyen skal være præget af mennesker, velfungerende bygninger og spændende arkitektur, ikke af biler. Udfordringen bliver at løse dette uden at tilgængeligheden knægtes.
