Byrådet vil fremme udvikling gennem udsyn og stærke netværk

Silkeborg Kommunes kvaliteter og udviklingsmuligheder skal udfoldes optimalt i samspil med vores omverden, dvs. lokale samarbejdspartnere, organisationer, regionale aktører og politikere, folketingspolitikere samt EU og andre internationale sammenhænge, som f.eks. vores venskabsbyrelationer. Vi skal have et stærkere blik for inddragelse af regionale, nationale og internationale ressourcer i vores udviklingsgrundlag og udnytte disse gennem netværk og samarbejde.

 

Byrådet vil være garant for, i samspil med øvrige lokale kræfter, at Silkeborg Kommunes udviklingspolitiske mål og dagsorden er klart formuleret og kendt af alle. Det giver et fælles afsæt for igangsætning og prioritering af større projekter. Det betyder også en tydelig Silkeborg-stemme, der på proaktiv og positiv måde kan bidrage til regionale og landspolitiske beslutninger, der har betydning for vores område og gøre Silkeborg Kommune til en synlig og attraktiv samarbejdspartner, f.eks. i forbindelse med regionale eller nationale investeringer eller forsøgsprojekter.    

 

Bagudrettede holdninger, fordomme og relationer skal til stadighed udfordres, så vi ikke stivner i fortidens svar og måder at handle på. Vækst og udvikling betyder nye udfordringer og ændrede vilkår – på godt og ondt. Det må vi acceptere og bruge som udgangspunkt i arbejdet med at fastlægge en fælles proaktiv dagsorden – det får vi mere ud af end at beklage os og betragte os som offer. Byrådet vil være åben for at inddrage alle, som ønsker at bidrage til fastlæggelse og realisering af den fælles dagsorden.

 

Konkret skal det bl.a. sikres, at den Regionale Udviklingsplan har blik for Silkeborgs udviklingsstrategi.

 

Tæt samarbejde med ressourcepersoner, som arbejder og virker positivt i mange forskellige sammenhænge her i området, vil styrke vores udviklingsmuligheder og sikre gennemførelse af større og banebrydende projekter. Vi vil mobilisere og samle alle kræfter, der gennem nytænkning og mod er parate til at engagere sig og investere i Silkeborgs mange muligheder.

   

Udsyn og samarbejde

DSC_2637