Byrådet vil understøtte et robust og kreativt erhvervsliv

Målet er en fortsat erhvervsudvikling, som sikrer området attraktive arbejdspladser og et dynamiske erhvervsklima. Erhvervsudviklingen skal bygge på vores brede erhvervsstruktur og dens styrkepositioner og samtidig have blik for kreativitet og oplevelsesøkonomi som særlige vækstmotorer, der har betydning og rummer potentiale for stort set alle brancher.

 

Chancerne for realisering af målet er gode. De seneste års målrettede sats på miljøområdet har betydet opbygning af et stærkt miljøfagligt fundament omkring Ferskvandscentret og de to universitetsafdelinger, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU). Indsatsen på dette felt skal videreføres med særligt fokus på benyttelse og beskyttelse af ferske vande, f.eks. konkrete forsknings- og udviklingsprojekter, der understøtter det nationale arbejde med vandmiljøplaner.

 

Med unikke naturværdier, stærke kreative miljøer og en attraktiv placering i et dynamisk bymønster, har Silkeborg Kommune, på samme måde som en række andre områder, en særlig vækstmotor i det oplevelsesøkonomiske felt. Med udgangspunkt heri, bliver den store opgave at identificere, hvor Silkeborg så med særlig fordel kan gøre sig gældende i at omsætte oplevelsesøkonomi og kreativitet til erhvervsmæssige aktiviteter, virksomheder og nye arbejdspladser.

 

Området har mange producenter af kvalitetsfødevarer med tilhørende gårdbutikker, som ved tilføjelse af en oplevelsesøkonomisk dimension, f.eks. i form af produktets historie eller anderledes distribution kan blive grundlag for yderligere aktivitet og indtjening. Vi har et godt udgangspunkt for at bringe kultur i spil som kilde til økonomisk aktivitet og arbejdspladser. De mange festivaler, musikaktiviteter, teaterarrangementer og masser af udøvende kunstnere rummer mange muligheder for et stærkt samspil mellem kultur og erhverv. Også indenfor Sundhedsfremme, Kur og Wellness har vi åbenlyse potentialer. 

 

Endelig giver den massive befolkningstilvækst os gode kort på hånden. Silkeborg Kommune vil således opleve fremgang i arbejdsstyrkens størrelse i modsætning til tendensen på landsplan.

 

Byrådet har flere instrumenter der kan fremme og assistere den ønskede erhvervsudvikling.

 

Fysisk planlægning skal sikre attraktive lokaliseringsmuligheder, f.eks. gennem solid infrastruktur og omdannelse af ældre traditionelle industriområder til moderne og fremtidsorienterede erhvervsmiljøer med mulighed for at blande bolig og erhverv.  

 

Gennem samarbejde med relevante virksomheder vil vi udnytte muligheder for etablering af nye erhvervsrettede uddannelser i området, f.eks. videregående uddannelser inden for særlige fagområder. Vi vil medvirke til styrket dialog mellem erhvervslivet og uddannelsesmiljøerne om udvikling af nye uddannelsestilbud, som giver et bedre samspil mellem efterspørgsel og udbud på uddannelse. Dette samspil er afgørende for, at virksomhederne og deres medarbejdere får det nødvendige kompetenceløft, der skal sikre fortsat vækst og udvikling.

 

Endelig kan kommunen via sin direkte erhvervsfremmeindsats, bidrage til at virksomheder løbende bibringes ny viden og nye vækstredskaber og understøtte iværksætteres arbejde med etablering af nye virksomheder.

 

I den brede erhvervsfremmeindsats vil vi have blik herfor – ja faktisk er startskuddet hertil allerede givet med erhvervshandleplan 2007. 
   

Erhverv

Them Mejeri